I serien Louisiana on Paper præsenteres en række efterladte arbejder på papir af den danske maler Troels Wörsel. Her åbnes for ukendte og overraskende sider af denne betydningsfulde danske kunstners livsværk.
Troels Wörsel (1950-2018) var en cool, tænksom og på sin vis kræsen kunstner. Han rykkede til udlandet som ung og vendte aldrig tilbage til Danmark, som han i 2007 i øvrigt repræsenterede på Venedig Biennalen. Han var en virtuos, men hans værker ønsker ikke at imponere beskueren, snarere at få dem til at tænke over sjove, dristige og ikke sjældent uudgrundelige visuelle koblinger. Hør museumsinspektør Anders Kold, der har kurateret udstillingen, fortælle mere om Wörsel i videoen herunder.


VISUELLE INDSIGTER
Udstillingen påviser, at intet var Wörsel fremmed, og at alt hos ham finder et udtryk. Han dyrkede de gamle mestre, sammenlignede til tider kunstens grammatikker med gastronomiens processer og var stærkt optaget af såvel cykelløb som teoretisk videnskab.
Hvor Wörsels viden altså stikker i mange retninger, udgør værkerne ligeledes et sandt kabinet af indsigter i den visuelle verden. Hans værk handler ikke om, hvad kunst skal være, snarere om, hvad den kan være, når den fæstner sig på den hvide flade.
EFTERLADTE VÆRKER

Louisiana har flere af Troels Wörsels malerier i samlingen, og denne Louisiana on Paper udstilling er affødt af, at museet har haft mulighed for at gennemgå et betydeligt efterladt materiale på papir fra hans hånd.
Det er alle værker, der ikke tidligere har været udstillet. De rækker fra 1974 og frem til hans sidste år.
Rokoko inspirationer
I videoen herunder forklares om et særligt fænomen hos Wörsel, nemlig de historiske paralleller, der kan drages mellem kunstneren og rokokoen. Som noget helt særligt for en dansk kunstner lod Wörsel sig nemlig inspirere af 1700-tallets legende, løsslupne og lystfulde stil – som han så bearbejdede på sin helt egen cool måde.

arrangementer
Se hele kalenderen- Ons 30. jun
18:00 - 20:00Sommeraften-værksted med Troels WörselMaleriværksted inspireret af Troels Wörsels konceptuelle tallerkner.
Kurser & workshops