Værker fra
samlingen

15.3.23 - 7.5.23

Foråret byder på et gensyn med nyere og velkendte klassikere fra museets samling i Sydfløjen. Desuden præsenteres flere nye erhvervelser, bl.a. hovedværket 'Memory Lost' af fotograf og aktivist Nan Goldin, der i disse år står som en en af kunstverdens mest omtalte og markante skikkelser.

Louisiana kan nu præsentere en markant nyerhvervelse i museets samling, ‘Memory Lost’ af den amerikanske fotograf Nan Goldin (f. 1953). Hun regnes for en af de vigtigste og mest indflydelsesrige kunstnere i sin generation og brød igennem internationalt i 1980’erne med billedserien ‘The Ballad of Sexual Dependency’, en dybt personlig skildring af tidens vilde boheme- og natteliv i bl.a. New York og Berlin.

Stærkt, hudløst
og dragende

Nan Goldin, Memory Lost, installation. Courtesy: Marian Goodman Gallery.

Nan Goldin, Memory Lost, installation. Courtesy: Marian Goodman Gallery.

'Memory Lost' er et godt 24 minutter langt digitalt diasshow, som allerede er udråbt til et hovedværk i Goldins kunstnerskab. Værket - der både er intimt, poetisk, fængslende og hjerteskærende - kredser om misbrug, venskab, kærlighed, afsavn og tab. Det ejes i fællesskab af Louisiana og Moderna Museet, Stockholm.

‘Memory Lost’ (2019-21) er sammensat af billeder og optagelser fra Goldins omfattende arkiv. Kunstneren har selv været stofmisbruger og var for nogle år siden tæt på at dø som følge af sin afhængighed af det smertestillende præparat OxyContin. Siden har hun stået forrest i kampen mod den familie, der står bag dette præparat, som har i høj grad har medvirket til den nuværende opioid-epidemi i USA. Goldins og hendes aktivistgruppe P.A.I.N. er også omdrejningspunkt i den prisbelønnede dokumentar ‘All the Beauty and the Bloodshed’, der senest var nomineret til en Oscar.

SKULPTURELT OG MONUMENTALT

Richard Longs stensætning, Shilpa Guptas sky af summende mikrofoner, Louise Bourgeois’ ikoniske edderkop… Sæsonens præsentation af værker fra Louisianas samling fylder hele Sydfløjen, hvor der er plads til at fremvise nogle af de mest imponerende formater og værker, museet ejer. Det gælder på gulv, men selvfølgelig også på væggene, hvor man kan opleve maleri og foto af bl.a. Thomas Demand, Mamma Anderssson, Julie Mehretu, Andreas Gursky og Wolfgang Tillmans. Og i øvrigt et enormt værk af den tidligt afdøde kunstner Michel Majerus – endnu en nyerhvervelse i museets samling.

Små Perler
på papir

Nyd også en række udsøgte værker af bl.a. Picasso, Miró, Delaunay og Kandinsky fra Ascher Samlingen.

Lige ved indgangen til Sydfløjen vises nu igen en række små værker på papir, skænket til Louisiana af Celia Ascher, en af museets mest trofaste støtter gennem tiderne. Der er tale om en udsøgt samling tegninger og gouacher fra især den tidlige russiske og europæiske konstruktivisme, som hun donerede i sig eget og sin mand Josephs navn. Skønt formaterne er små, er der tale om værker, der samlet set giver et afgørende indblik i en af de væsentligste kunstretninger fra begyndelsen af 1900-tallet – med værker af konstruktivismens pionerer i Rusland, Bauhaus i Tyskland og de Stijl i Holland samt Abstraction-Création i Paris.