Der var drysset stjernestøv ud over museets Østfløj, hvor man kunne opleve en kvartet af stærke navne – klassikere af ældre og nyere dato – spille sammen. Man mødte således både Marilyn i multicolour, monokrome mesterværker, ikoniske selvportrætter og Hollywood-divaer bag facaden.
Andy Warhol
Andy Warhol (1928-1987) er uden tvivl den kunstner i sidste halvdel af det 20. århundrede, der har fået den største udbredelse. Det skyldes især, at hans billeder er flade og kommunikerer så effektivt. Det er ikke detaljer som de enkelte strøg i malerierne, der træder frem. Warhol benytter popkulturens på én gang tomme og mystiske ikoner og reproducerer billeder af alt fra Campbells supper på dåse over Jackie Kennedy og formand Mao til Coca-Cola. Værkerne giver dermed ikke beskueren indsigt i kunstnerens inderste. De handler om verden uden for billederne.
Catherine Opie
Amerikanske Catherine Opie (født 1961) er kendt som subkulturernes stemme, og hendes base har i mange år været Los Angeles, hvor den viste series motiver også stammer fra. Nærmere bestemt er de 50 fotografier, der kunne ses i Buegangen, taget i Hollywood-ikonet Elizabeth Taylors (1932-2011) hus i Beverly Hills. Det kan diskuteres, om en stjerne som Taylor tilhører en subkultur, men hendes verden ligger samtidig på kanten af de fleste menneskers opfattelse af hjemlighed. Undervejs i seriens tilblivelse døde Taylor, og hendes implicitte tilstedeværelse forandredes, så værket nu fremstår som et monument over et liv. Mellem modebladenes mondæne overflader lader Opie kærligt det private og sårbare menneske træde frem.
CINDY SHERMAN
Cindy Sherman (født 1954) præsenterer os for mange forskellige kvindefigurer, der alle teknisk set er gengivelser af hende selv. Ikke som selvportrætter og heller ikke forklædt som berømte kvindefigurer. I stedet aktiverer Sherman en række rollemodeller, vi synes at genkende uden egentlig at have set dem før. En slags ledige ikoner i den moderne verden, der venter på, at nogen tager dem på sig. Sherman har haft stor betydning som kvindelig kritiker af en mandsdomineret kunst-, film- og medieverden. Med stor ironi og melankoli udfordrer og udforsker hun derved det mandlige blik på kvinden – og på verden.
YVES KLEIN
Franske Yves Kleins (1928-1962) karriere var lige så intens, som den var kort – den varede reelt fra 1956 til 1962. Særligt to afgørende og modstridende bevægelser møder beskueren i Kleins kunst: handling og knusende ro. Roen udgår fra de ensfarvede lærreder, men i høj grad også fra den effekt, de har. Man kan afsøge hans store monokrome flader for handling eller retning, men der er ingen. Selv når Klein anvender henholdsvis kroppe indsmurt i maling og flammekastere på lærredet i stedet for pensler, kontrollerer han nøje bevægelserne. I Kleins værker, der alle er præget af farvens intensitet og sanselighed, forbindes fordybelse og handling. Som to døre, der leder til det samme sted.
Sigmar Polke
I museet Søjlesal kunne man se et udvalg af værker fra den tyske kunstner Sigmar Polke (1941-2010). Udvalget fokuserede primært på hans arbejde med allerede eksisterende billedmateriale hentet fra popkultur, men viste ham også som en eksperimenterende kunstner. Hovedværket var 'Sieht man ja, was es ist' (Man kan da se, hvad det er) fra 1984, som er både en munter kommentar til almindelig kunstskepsis og en demonstration af det reproducerede fotografis mulige bedrag - for kan man egentlig se, hvad det er, der foregår? Detalje af værket ses her på siden.
Aktuelle udstillinger
