William Kentridge

16.2.17 - 18.6.17

Louisiana præsenterede den første store soloudstilling i Skandinavien med den sydafrikanske kunstner William Kentridge, der er kendt verden over for sine tegninger, film, skulpturer, performances og opera- og teaterproduktioner.

William Kentridge er født 1955 i Johannesburg, hvor han fortsat bor og arbejder. Han fik sit gennembrud i de tidlige 1990’ere med poetiske sort/hvide stop motion film, men siden årtusindeskiftet har han videreudviklet sit formsprog og kombineret det med sin kærlighed til både film- og teaterverdenen. Resultatet er en række installationer bestående af levende billeder, musik, tekst og skulpturelle genstande. En form for både komplekse, følelsesladede og medrivende teaterscener, der indhyller og overvælder os som beskuere.

Hjertet i disse tableauer er altid mennesket – det koloniserede, det regulerede, det undertrykte, det flygtende og det drømmende menneske. Som Kentridge skildrer med både humor og finfølelse, stor indlevelse og sjælden poesi.

Udstillingen William Kentridge – Thick Time var udarbejdet i samarbejde med Whitechapel Gallery, London, Museum der Moderne Salzburg og The Whitworth Art Gallery, Manchester.

C. L. Davids Fond og Samling har ydet støtte til udstillingen.

Nye hovedværker

William Kentridge – Thick Time fokuserede på en række af kunstnerens markante værker fra perioden 2003-2016, bl.a. Right Into Her Arms (2016), O Sentimental Machine (2015) og More Sweetly Play the Dance (2015). Det var også muligt at se et nyt værk, som Kentridge lavede specielt til Louisianas udstilling samt lejlighed til at genopleve The Refusal of Time (2012). Dette værk blev præsenteret i foråret 2016 sammen med museets nyerhvervelser og står allerede som et nyt hovedværk i Louisianas samling.

Børsen

Fascinerer med virtuose ruminstallationer... Unikke mesterværker - fuld af humor, musik og dans. Man gribes og betages i den grad af Kentridges magiske verden.

Politiken

William Kentridge blander kunstarterne, så man både overvældes, stimuleres og forundres. Resultatet er en bevægende udstilling, der samler alt det i kunsten, der bevæger og forandrer sig.

Weekendavisen

Sydafrikanske William Kentridge laver filmmagi for alle aldre (...) han er en dybt original kunstner, der rører, griber, forfører, taler til alle aldre og sætter fantasien i gang.

Jyllands-Posten

Alt på denne udstilling peger hen på Kentridges moralfilosofi: en hyldest til menneskets indædte livsvilje og til fantasiens skabende og helbredende kræfter. En helt igennem fantastisk udstilling.

Berlingske

Resultatet er magisk... Årets hit på Louisiana.

Kristeligt Dagblad

En på alle måder fantastisk og bevægende udstilling... Kentridge er på én gang direkte kropslig og dybt belæst poetisk og filosofisk, hvilket gør, at hans værker både er lige til at gå til og samtidig uudtømmelige. Det er en sjælden kombination.

Information

Voldsomt smukt og voldsomt bevægende... denne sjældne mulighed for at se Kentridges mesterværker side om side må man ganske enkelt ikke forpasse.

Levende billeder i revyen

Download An Art App og oplev William Kentridges værker som levende billeder

En række af William Kentridges værker kan opleves som levende billeder i udstillingens katalog Louisiana Revy. For at få adgang til videosekvenserne skal du downloade AN ART app til din smartphone eller tablet.

Når du har downloadet AN ART app kan du ved hjælp af app'en scanne de billeder, der i Revy'en er markeret med en rød pil. Når app'en genkender billedet (hele billedet skal være synligt på din mobil eller tablet-skærm), vil den downloade den tilhørende video og augmented reality-oplevelsen begynder.