Går du i 8. eller 9. klasse og er nysgerrig på kunstens verden? Louisiana Børnehus tager imod to erhvervspraktikanter i uge 16, 43 og 46.

På Louisiana møder du kunsten tæt på – i udstillingerne, i Børnehuset, i Skulpturparken og i mødet mellem mennesker. Som erhvervspraktikant får du mulighed for at opleve, hvordan vi i Louisiana Børnehus arbejder med kunst, leg og læring hver dag.

I løbet af ugen vil du få kendskab til flere dele af museet:
• Louisiana Børnehus, hvor børn undersøger kunst gennem leg og kreative eksperimenter
• Udstillingerne, hvor samtidskunsten præsenteres og udfolder sig i nye rum
• Undervisning, hvor vi skaber møder mellem kunsten og elever eller børnehavebørn
• Aktiviteterne, hvor idéer til workshops og formidling for alle aldre bliver til virkelighed

Du får en introduktion til huset, til kunsten og til alt det, der skal til for at drive et museum i international klasse. Din arbejdstid er typisk fra 9-15.

En opgave med dit eget aftryk
Som en del af praktikken laver du en opgave, hvor du kan sætte dit eget præg. Det kan for eksempel være:
• At udvikle en aktivitet i Børnehuset til børn på din egen alder
• At skabe et forslag til en mini-udstilling, der taler til børn og unge
• At skrive en reportage om dit møde med et værk, der gjorde indtryk på dig
• At lave et oplæg til en kampagne på Instagram: ”Hvorfor besøge Louisiana Børnehus?”

Praktiske informationer
Vi tager imod erhvervspraktikanter i uge 16, 43 og 46. Vi har plads til to praktikanter i hver uge.

SÅDAN GØR DU:
Vi åbner for at modtage ansøgninger i følgende perioder:
For praktik i uge 16: 1. februar
For praktik i uge 43 og 46: 1. september
Vi har besat praktikpladserne for uge 43 2026. 

Når der er åbent for ansøgninger, kan du søge via denne side. Her beder vi dig udfylde et skema med kontaktinformationer. Vi beder dig også fortælle kort om dig selv, og hvorfor du ønsker at være i praktik i Louisiana Børnehus.